når sorgen tager form

R havde hængt en håndskrevet note på køleskabet i hendes sommerhus:

Du tager form i verden ved ikke at forme den.
Ved at lade det bløde omfavne det hårde,
som havet omfavner sine sten.
Ved at lade det uforgængelige omslutte det forgængelige,
som skoven omslutter sine træer.

Kun ved at lade alt, der eksisterer, være,
kan vi stille os åbne.
Kan vi forbindes.

Verden glemmer aldrig sine mennesker.

Det var femten år siden, hendes søn døde.
Og selvom hun for længst var holdt op med at lytte,
var hun begyndt at mærke igen.